Jeg havde en weekend den store glæde at passe mit barnebarn på 2 år. Han er en glad og charmerende lille dreng, der elsker at få besøg. Og så er han ligesom de fleste andre små børn meget nysgerrig på verden, og han følger med i alt hvert eneste minut. Hans energi og opmærksomhed er nærmest konstant. Han lever hele tiden lige her og nu. Og som voksen kan man efter et par timer blive helt træt af at svare på hans spørgsmål, iagttage alt hvad han ser, og åbne og lukke et vindue eller en dør 50 gange i træk, fordi barnet har fokus på, at noget bevæger sig, andet kan åbnes og lukkes, og ting kan tages ud af tasker og kasser, undersøges, og lægges tilbage igen.

Men hvorfor bliver man træt til sidst? Fordi voksne er kommet ud af vanen med at være opmærksom, årvågen som det hedder i Bibelen, og fordi vi mangler den tålmodighed, som barnet har. Barnet har ikke tålmodighed med forældrene, nej. Men de har tålmodighed til at undersøge en toilettaske f.eks. og prøve samtlige cremer, den indeholder, og spørge til alt andet indhold, hvad det skal bruges til. De lægger mærke til alt. Voksne, derimod, lægger sjældent mærke til andet end deres egne tanker, det der optager dem; fortiden eller fremtiden.

”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”

Sådan lyder det hver eneste gang, nogen skal døbes – om det er et spædbarn, en teenager eller en voksen. Overfor Gud er vi børn hele livet, og det understreges i denne lille tekst. Men voksne har ofte glemt alt det, der kendetegner barnet, og gør barnet til forbillede i forhold til at modtage Guds rige og komme ind i det. Men er man sammen med et barn, og lever sig ind i dets verden – uden at tænke på, om man er træt, skal på arbejde i morgen eller finde på noget til aftensmaden - så får man en gave så betydningsfuld, at man tager den med sig videre. For det er lige meget, hvad barnets verden indeholder, det er opmærksomheden, der tæller. Man kan gå tur i en time, og selvom man kun har gået 30 meter, og set på myrer, vandpytter, pinde, kloaker og hundeefterladenskaber (!), så har man været en time i nærværets verden. En vidunderlig verden, der gør én lykkelig.

Som farmor har jeg og mange andre bedsteforældre det privilegium, at vi kan lægge hverdagen og bekymringerne fra os, når vi passer et barn. Det kan forældrene ikke i samme grad, fordi der er andre ting at tage sig af. Så nyd det! En time i Guds rige. Denne intense time er givet godt ud.