Østre Kirkegård

Østre Kirkegård er beliggende i den østlige del af Holbæk ved Anders Larsensvej. Kirkegården er anlagt i 1924 efter tegninger af havearkitekt E. Bøttiger.

Østre kapel blev samtidig bygget efter tegninger af professor Marius Pedersen. Kapellet bruges ikke længere.

Kapellet danner et smukt sammenspil mellem bygningskultur af tiden og kirkegårdens udformning. Østre kapel er bygget efter datidens behov til begravelser med stort følge. Kapellet bruges ikke længere til dette formål men det hænder at der afholdes bl.a. galleriudstillinger her.

 

Kirkegården er traditionel i sin udformning og opbygning. Her findes mange spændende planter f.eks. duetræerne, de hvide magnolier og et utal af rododendron i forskellige nuancer. Et andet særkendende fra kirkegårdens start er lindealleen. Den klippes årligt og danner et skulpturelt billede og markere samtidig to tidsperioder i kirkegårdskulturen.  

 

I 1950'erne kom ønsket om kollektive begravelsespladser dvs. uden hække og markante inddelinger som kan findes her.

 

Der findes også mange særlige begravelsespladser så som ofre fra 2. verdenskrig, tyske soldater, flygtninge og engelske soldater. Katolske søstre fra det tidligere Garnisions Hospital Sct. Elisabeth ligger ligeledes begravet her. Der er stadig en katolsk kirke og menighed som anvender denne katolske gravplads.

 

Kirkegårdens areal er ca. 5 ha. 

 

Østre Kirkegård har en række forskellige afdeling med hver sit særpræg, dækkende over både kiste- og urnegravsteder. På dele af kirkegården er der servitutter på gravstederne, som fastlægger udseendet af disse. Alle nykøbte gravsteder på kirkegården har obligatorisk vedligeholdelse ved kirkegårdens personale. Kun på gravsteder erhvervet før 2014 er det muligt selv at stå for vedligeholdelsen af gravstedet. Det er dog stadig særlig vigtigt at man holder sig inde for kirkegårdsvedtægterne og servitutternes reglementer. 

 

Kistegravstedernes størrelse varierer fra 3 m2 til 30 m2. Gravstederne, der bruges som familiegravsteder, kan have op til 10 gravpladser. Urnegravstederne er på 1 m2-1½ m2.

 

På Østre Kirkegård findes Birkeplænen, som indeholder urnegravsteder på 1 m2 i græsplæne. Her skal placeres en mindesten i plænen.

På Østre Kirkegård findes også den gamle askefællesgrav med urnegravsteder. Der nedsættes ikke længere urner i den gamle askefællesgrav, men har man ønske om at få et lignende gravsted anbefaler vi at man undersøger vores anonyme fællesgrav på Naturkirkegården.

 

FOTO Galleri