Om konfirmation

INFO om Datoer og tilmelding til konfirmation: 

 

PRAKTISK INFO om konfirmationen

Henvendelser vedr. bookning af konfirmation, dåb umiddelbart før konfirmation, samt spørgsmål i denne forbindelse går til Kirke- og kirkegårdskontoret på 7274-kka@km.dk

Konfirmationen er det ritual i kirken, som markerer overgangen mellem barndom og ungdom. Konfirmation betyder, at Gud bekræfter det løfte om at være med dig, som han gav dig, da du blev døbt. Som konfirmand, på vejen mod at blive voksen, får du lov til selv at tage stilling til din dåb og gentage dit ja til den kristne tro samt blive velsignet.

For at blive konfirmeret skal du først gå til konfirmationsforberedelse eller "gå til præst", som mange kalder det. Her lærer du om kristendom og taler med præsten og dine kammerater om livets store spørgsmål. Du kan altid spørge præsten, hvis du ønsker at "gå til præst", selvom du måske ikke vil konfirmeres.

Hvad skal man tro?

Har Gud skabt verden? Lavede Jesus virkelig vand om til vin og var hans mor jomfru? Kan Gud være god, når der sker så meget ondt? Hvad nu hvis jeg nogle gange tvivler? Undervisningen giver ikke mange færdige svar. Den handler mere om at være sammen om vores spørgsmål til livet, hinanden og til Gud.

Få noget, du kan bruge i dit liv

Jesus mødte mennesker, når de var mest ensomme eller bange, når de sørgede eller havde mistet modet. Den slags situationer kommer alle mennesker i. Det er måske ikke lige nu, men når du selv står der en dag, er det godt at kende historierne i din kristne tro. Du kan også lære at bede og synge salmer.

Forstå din kultur og kend dine rødder

I konfirmationsundervisningen hører du om kristendommens fortællinger, historie og traditioner. Det kan gøre dig klogere på din egen tid og kultur. Mange af Bibelens historier bliver brugt i bøger, billeder, film, musik og musikvideoer, som man først rigtigt forstår, når man kender kristendommens historier. Med dem forstår du måske også bedre vores samfund. F.eks. hvorfor vi har indrettet os sådan, at vi hjælper syge og fattige.

Præsten – en at snakke med

En præst har tavshedspligt. Hvad du fortæller din præst i fortrolighed kommer ikke videre. Heller ikke til dine forældre eller lærere. Så er der noget, du gerne vil tale med et andet menneske om, kan du bruge præsten. 

Gud siger ja til dig

Hvordan kan dåben bekræftes? Konfirmander spørger tit, om de nu tror nok eller tror rigtigt. Men konfirmationen handler først og fremmest om, at Gud bekræfter det, han lovede ved din dåb. Konfirmation er et tegn på, at Gud også er med dig, når ungdomslivet begynder.

Der findes tre valgmuligheder i konfirmationsritualet: To hvor konfirmanden skal svare ja og en mulighed uden spørgsmål til konfirmanden. Præsten afgør, hvilket konfirmationsritual, der anvendes til din konfirmation. Når du vælger at blive konfirmeret, siger trosbekendelsen i kirken og ja til konfirmationen, siger du ikke noget om, hvor meget eller hvor lidt du tror. Du siger ja til at tage imod Guds velsignelse og til, at Gud stadig er med i dit liv. Konfirmationen er din beslutning, og det er både du og Gud, som siger ja til hinanden en gang til.

Kan jeg blive konfirmeret?

For at blive konfirmeret skal du:

    • være døbt med den kristne dåb
    • have fulgt konfirmationsforberedelse
    • være fortrolig med den kristne børnelærdom
    • være fortrolig med folkekirkens gudstjeneste

Hvis du ikke er døbt 

Hvis du vil konfirmeres, skal du først være døbt. Konfirmation betyder bekræftelse af dåben. Det giver kun mening, hvis der er en dåb at bekræfte. Så længe du er barn, skal dine forældre eller den, der har forældremyndighed give lov.

Døbt i en anden kirke?

Hvis du er døbt i en anden kristen kirke i Danmark eller udlandet, skal du ikke døbes igen i folkekirken for at blive konfirmeret. Du skal bare have din dåbsattest med og vise den til præsten, når du begynder på konfirmationsforberedelsen. Ved konfirmationen bliver du så medlem af folkekirken. Dine forældre eller den, der har forældremyndigheden, skal være indforståede. 

Hvor mange gange skal jeg gå i kirke?

Du skal være fortrolig med gudstjenesten, altså selv lære den at kende. Det er ikke det samme som teoretisk viden. Så du skal ikke læse tykke bøger om gudstjenesten. Du skal selv hen i kirken og være med.

Når du er blevet konfirmeret, kender du spillereglerne i en kirke. Så er du altid på hjemmebane og kan være med, når du skal i kirke en anden gang, bliver inviteret til bryllup og dåb eller skal til en begravelse. Præsten bestemmer, hvor mange gange, du skal gå i kirke før konfirmationen.