Det magiske øjeblik

Det magiske øjeblik

Det magiske øjeblik

# Præsteklummer

Det magiske øjeblik

”Gud skænker os hver dag – ud over solen – et øjeblik, som giver os mulighed for at ændre alt det, der gør os ulykkelige. Hver dag forsøger vi at lade som om, vi ikke opfatter dette øjeblik, som om det ikke eksisterer, som om dagen i dag er magen til dagen i går, og som om morgendagen vil blive akkurat ligesådan. Men den, der virkelig er opmærksom på dagen i dag, vil opdage det magiske øjeblik. Det kan ligge skjult i netop det sekund, hvor vi sætter nøglen i døren om morgenen, i stilheden lige efter middagen, i de tusind ting, som forekommer os ens.”

Sådan skriver forfatteren Paulo Coelho i sin bog: ”Ved floden Piedra satte jeg mig og græd”. Jeg genlæste bogen for nylig, og netop dette citat fik pludselig en ny betydning. Det magiske øjeblik… det er det øjeblik, børn tit er opmærksomme på, men som voksne med travle og tunge tanker ikke lægger mærke til. Det kan indtræffe i det øjeblik, man lader sig overraske.

Små børn lader sig tit overraske, for de har ikke levet så længe, at rutinen fortæller dem, hvad der skal ske, vil ske eller kan ske lige om et sekund. Det er ikke det, der sker, der i sig selv er magisk. Det er snarere opmærksomheden, der vågner – og gør alting magisk. Selv det mest trivielle, hverdagsagtige.

En lille pige på et år blev en dag sat op på cyklen af sin mor, sådan som det fandt sted hver eneste morgen. Barnet havde lært nogle få ord, og denne morgen sagde barnet pludselig: ”sko”. ”Ja”, udbrød moderen, ”hvor er du dygtig, at du kan sige sko!”. Da de nåede frem til vuggestuen, opdagede moderen, at den lille pige havde tabt sin ene sko. Den lå hjemme i indkørslen. Fra den dag var moderen klar over, at hendes lille datter ikke bare sagde ord, men kommunikerede gennem sine få ord. Forældre til små børn ved også, at de sjældent kan få barnet til at gentage et ord. For nu er det ude af konteksten. Hvorfor skulle barnet så sige sko, bus, mad, bil, far mor… og alle mulige andre ord?

Barnet kender det magiske øjeblik. Det er ikke et euforisk øjeblik, men det er et vågent øjeblik. Her er livets centrum. Det ligger i selve det at se hver dag som ny. Hvert øjeblik er en ny mulighed.

De fleste magiske øjeblikke mister vi. Der er for meget at spekulere over, for meget at bekymre sig om. Og det er der. Men vigtigt er det at vide, at det magiske øjeblik viser sig til hverdag. Det findes lige midt i hver eneste hverdag. Midt i sorg, sygdom og ensomhed. For det magiske øjeblik er det øjeblik, hvor kærligheden når os. Nærheden, omsorgen, den stille glæde midt i tårer. Det er her, Gud er os nær, og forvandler udfordringer til opgaver, vi kan løse.

                   

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

Skt. Nikolai Sogn, Holbæk

Klosterstræde 7, 4300 Holbæk     7274-kka@km.dk     29 75 22 10