Første februar om aftenen vendte vi årets Pettersen og Findus familiekalender med en spalte til hvert familiemedlems gøre og laden, både de fortravlede voksne og de små, der må følge med i den travle bevægelse. Vi lod en bemærkning om, at nu fik vi da slæbt os igennem januarmørket og halvdelen af vinterens sorte slugt, gennem de skumringsgrå og dæmringslyse lande, gennem det sølvblege solskin og alt det som hverdagen er. Nu mangler vi kun februar, før kalenderen skriver forår. Vi vaskede op og hørte Leonard Cohen. ”Der er en sprække i alting, det er derfor lyset kan komme ind”, sådan skriver han i en af sine digte. Hør ordene igen, og hør hvordan håbet løfter sig: ”Der er en sprække i alting, det er derfor lyset kan komme ind”, vi kan ikke undgå at høre, hvordan Leonard Cohens indre sjælelige kampe flyder over i hans sange. Allerede som niårig omsatte han sine følelser til skrift, da faderen døde. Hvad Leonard Cohen skrev, ved ingen. Han gravede efter sigende ordene ned i haven i en opskåret butterfly som sin egen lilleafskeds ceremoni. Senere har han skrevet, at ”Bedrøvelse er poesiens ophav”. Det er smerten, der er blevet til poesien for Cohen. At sidde der, med øjne bløde af sorg, som han formulerer det i en af hans kærlighedssange – øjne der er bløde af sorg, øjne der svier når man lukker i. Øjne der, må forsone sig med at se alt det, der gik anderledes end forventet eller slet ikke gik. Øjne, der længes efter fred. Øjne, der længes efter at se frelsen. Leonard Cohen, sangeren med en røst grundlagt i melankoliens mol, i det menneskelige mørke, havde altid værnet om sit privatliv og ladet digte, romaner og sange tale for sig selv – og man er aldrig i tvivl om, at Cohen har været helt ude i alle afkroge af livet, for at kunne skrive som han gjorde. Og i hans sange hører man det hele med: Den tidlige sorg, kvinderne, kærligheden, stofferne, misbruget, depressionerne, Zenbuddhismen. Men man hører også håbet og fortrøstningen om, at de revner, livet skaber, giver plads til, at lyset kan trænge igennem og ind i mørket. For der er en sprække i alting, det er derfor lyset kan komme ind.  Og hvad betyder det, at der er en sprække i alting? Ja, det betyder, at når vi går gennem verdner, der er ødelagte og verdener, der skal komme, velvidende at der hører alt muligt andet til livet end det vi regner med, håber og ønsker, så er der den nådige sprække i alting, der gør at lyset kommer ind – den sprække, der gør at vi må give os håbet i vold – for i lyset er der løfterige klange. Og at vi derfor må have en smule tålmodighed med livet, med os selv og med hinanden og give os lov til at håbe på de ting, der skal komme.

Som den gamle Simeon i evangeliet til Kyndelmisse tålmodigt ventede. Han skulle ikke se døden før han havde set Herrens salvede, så han ventede tålmodigt – og gav sig selv lov til at håbe på de ting, de skulle komme. Han ventede ikke på enden, eller hvornår den ville komme, men i en sprække i alting, sad han og ventede på en ny begyndelse. Han sad og ventede på den velsignede, der slæber lænker ud af mørket – den velsignede, hvis nærvær oplyser det døde der bo i vores hjerter. Simeon havde ikke tid til at dø, for det var blevet åbenbaret for ham, at ikke ”skulle se døden før, han havde set Herrens salvede,” Han ventede og fortvivlede ikke, selvom der var tomt og tyst – han bevarede sin sjæl i tålmodighed, fordi den der venter på Gud altid får svar. For profetien var gået i opfyldelse - vendepunktet var indtruffet, lyset var kommet til verden julenat som barnet i krybben: Gud frelse var kommet til verden som Guds Søn og Marias menneskebarn.

Den gamle Simeon fortæller, at nu kan han gå bort med fred – ikke fordi han er lykkes med sit liv eller fordi det gik som det skulle, eller som han ønskede – men den gamle siger:  ”Mine øjne har set din frelse!” Mon ikke Simeon, som ethvert andet menneske, der vender et blad i kalenderen, har oplevet at intet gik, som han forventede. At have levet forkert. At have fortrudt – at have siddet dér i et nåleøje af lys og håbet alt med tiden blev bedre. Men gudskelov er det ikke dét, det kommer an på, når man ser på sit liv. Det vigtige er at se Guds frelse, at se Guds tilgivelse, Guds retfærdiggørelse af det ufuldkomne og uperfekte liv med hverdagens gøremål, sure karklude, indkøbslister, småskænderier, træthed og modvillige børn. ”At se Guds frelse” betyder at se dit liv ikke med egne øjne bløde af sorg, men med Guds tålmodige øjne, ikke mistrøstigt, ikke selvforherligende - men i lyset af Guds tilgivelse. Det er det, der giver fred i sindet. Fred med det vi ventede af livet, men aldrig fik – men lever med alligevel, fordi der er en sprække i alting. Og Kyndelmisse er fra gammel tid en påmindelse om at den sprække findes, at vendepunktet er indtruffet selvom dagene længes og vinteren strenges. Det lysner lige nu om morgenen og efter gammel skik kan man i februars første forfrosne dage, må kigge efter om lærken skulle hænge over de stivnede marker, slå sin trille og forkynde sit lille betroede budskab om, at foråret, søndenvinden og sommerens uudslukkelige sol er på vej. For mellem altings håbløshed, i sprækkerne og mellemrummene og i alt det, der ikke når sammen for os - da indtager frelsen sin plads.