DET ER SNART JUL

"Det er snart jul" konstaterede min lille datter for nylig, da vi traskede ned ad Algade i al sin lysende julepragt. "Ja, advent er det i hvert fald snart" svarede jeg, uden at ville skuffe den barnlige forventning. Og nedslået konstaterede jeg, at der ikke var spor af advent eller 1. december i lejligheden udover et kalenderlys, en halvfærdig pakkekalender og en småstresset mor, der har kalenderen overtegnet med juleafslutninger, luciaoptog, julegudstjenester i børnehøjde, juleklummer og lange nætter i prædikenværkstedet. Det var selvfølgelig aldrig gået i mit barndomspræstehjem, hvor mor sørgede for at alle kagedåserne var fyldt før første december, adventskransen hang i lange lilla bånd fra loftet i stuen, messinglysestagerne, sølvtøjet og vinduerne var pudset, så vi kunne se nådeåret komme os i møde. Og min far var færdig med juleprædikenerne i god tid. I mit barndomshjem gjorde man ikke bare klar til jul – man gjorde klar til advent, holdt sjælen klar, sindet åbent. Mens vi styrter frontalt ind i første søndag i advent – og flagrer videre gennem de 24 dage med en hvilepuls på 200 og forventer det fuldkommen urealistiske af os selv. I anledning af adventstiden bragte Kristeligt Dagblad et interview med en fortravlet mor, der arbejder i reklamebranchen og ømmer sig over ikke at have mere tid til fordybelse og til at opbygge gode traditioner for børnene i december. Men, siger hun, ”jeg trøster mig med, at de stadigvæk er så små, at det ikke er noget, de for alvor savner”. Nej, men jeg kan forsikre hende og andre af højaccelerationssamfundets adventsstressede forældre om, at også helt små børn mærker og husker fra deres tidlige barndom om deres forældre er i stand til, at læne sig ind i den ro og den ventetid, som advent er. For advent er ikke bare de overspændte forventningers tid. Ordet advent stammer fra det latinske Adventus Domini, som betyder "Herrens komme" – og er jo på mange måder et korrektiv til vores moderne selvopfattelse. Vi tror altid at det er os, der bevæger os – kommer fremad og bestemmer retningen i vores liv. Men når vi bevæger os gennem decembermørket, er der samtidig noget der kommer os i møde. Adventstiden, der strækker sig over de fire søndag inden jul er forventningstid, men modsat alt hvad vi er vant til bestemmer vi ikke selv, hvad vi forventer. Vi forventer alt muligt af os selv, af livet, af det gode liv, af hinanden, af kærligheden – af den lykke, som livet ikke har lovet os. Men livet skænker os sjældent det, vi selv forventer – dét, der i virkeligheden blot er en forlængelse af os selv, vore egne forestillinger, ønsker og drømme – for glædens sande grund ligger ikke i os selv og i det vi selv kan frembringe, forberede, skabe og tilrettelægge – nej, glæden er en andethed, der kommer os i møde og forandrer noget i os. En klog og kær præsteveninde, skrev engang, at advent ikke kun er en bestemt tid på året, som nu. Advent er en holdning, en livsholdning som efterspørges af os alle vore dag, at vi modtager livet hver dag – at vi modtager livets Skaber, når han kommer til os og lader lys trænge ind i vores mørke, lyse os op indefra og lægge sig som en beskyttende rustning rundt om vores skrøbelige liv og indre. Det fordrer ikke alle mulige løjerlige nissetraditioner og det vigtigste i denne adventstid, måske ikke alt det vi når, men at vi formår at oplukke hjerte, sjæl og sind for at advent er glæden over alt det, der endnu ligger uset og underfuldt i svøb for os – og kommer til os på trods af alle de luftkasteller, håbløse forventninger og sammenstyrtede drømme, vi kan opbygge i vores eget liv. Og den tro, det håb, er det vigtigste at skænke vores forventningsfulde børn i adventsgave.

Glædelig advent.

Skrevet af Sognepræst Marie Høgh