Hvad er kristendom?

Trosbekendelsen, som blev vedtaget på kirkemødet i Nikæa i år 325 og udvidet ved kirkemødet i Konstantinopel i år 381:

Vi tror på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber.

Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen; ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene og blev kød ved Helligånden og Jomfru Maria og blev menneske, som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet og opstod på tredje dagen ifølge skrifterne og opfor til himmels, sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige.

Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra Faderen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen, som har talt ved profeterne. Og på én, hellig, almindelig og apostolisk kirke. Vi bekender én dåb til syndernes forladelse og forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv.

Lige siden den første pinse har der været brug for at de kristne har fundet en fælles vej. Hvad vil det sige at være 'kristen'? Hvordan skal vi forstå eller opfatte Gud? De første blev holdt i Jerusalem ca. år 50 og er beskrevet i Apostlenes Gerninger kap. 15. Siden blev der holdt lokale synoder (ordret: 'Samme Vej'), men også større synoder. Den første større synode blev indkaldt af Konstantin den store – der var blevet enehersker i det vestlige romerrige. Den fandt sted i 314 i Arles i det nuværende Frankrig.

Den næste synode blev også indkaldt af Konstantin, da han var blevet enehersker i romerriget. Den fandt sted for 1700 år siden, fra 20. maj til 25. juli 325 i Nikæa i det nuværende Tyrkiet.

Synoden i Nikæa blev den første synode, som alle kristne anerkendte, og den blev derfor kaldt økumenisk (af oikos (hus) dvs. beslutningerne gælder for 'hele kirkens hus'). Grundlaget for beslutningerne var Det gamle og Det nye Testamente, men også de kristnes tanker, oplevelser og erfaringer af Gud som Far, Søn og Ånd. Der ud fra forsøgte man at blive enige om praktiske, politiske og teologiske sager.

På den første økumeniske synode i Nikæa i 325 blev man enige om den Nikænske trosbekendelse. Kernen i den er, at Jesus Kristus er Gud. Han er ikke bare en profet, en engel eller noget skabt, men hans inderste væsen – hans kerne - er Gud, ligesom Faderens inderste væsen og kerne er Gud.

Hvorfor er det vigtigt?

Det er vigtigt, fordi Gud er grundlæggende uberegnelig! Gud unddrager sig vores forstand og forståelse. Vi kan ikke læse Guds tanker eller forstå hvad Gud er, hvad Gud gør eller vil. Er Gud god eller ond?

Kan jeg gøre for at sikre mig? Kan jeg overhovedet gøre noget? Vi slipper ikke ud af denne uberegnelighed – hverken logisk eller intellektuelt. Vi kastes ud i tro, meninger og 'synsninger'. Og sådan skaber mennesker religion og ideologi, lovgivning, etik og moral, systemer og kontrol. Alting er forskellige forsøg på at sikre os mod livets uforklarlige uforudsige­lighed.

Men intet af det, som mennesker har fundet på, har indfanget Gud – og aftvunget den skjulte hemmelighed om Gud.

Det afgørende er at Gud viser sig selv for menneskene. Ikke som vi vil have Gud, men sådan som Gud er. Det var det, de første kristne langsomt indså og forstod, da de læste bibelen forfra og bagfra, havde mediteret over de svære steder – og med bøn og fordybelse, diskussioner og skænderier og til tider med håndgemæng indså.

Jesus fra Nazaret var/er Gud. Det kan vi ikke sige os selv! Det kunne ingen mennesker udtænke selv. Gud afslører sig selv som kærlighed – som det kraftfelt hvor vi er og hvor vi er elskede, fordi vi er. Guds kærlighed kan vi ikke tilintetgøre. Vi kan heller ikke skabe den.